Eva Naschou voksede op som præstedatter i Ollerup på Sydfyn i nærheden af Faaborg. Hun blev født i 1907 af Ingeborg Balslev Clausen, der var gift med Viggo Peter Balslev Clausen. Eva døde i 1976.
I slutningen af 1920erne uddannede Eva sig i tegning og billedhuggeri, men måtte vælge et mere indbringende fag og uddannede sig som fysioterapeut – eller massøse, som det hed dengang. Som sådan virkede hun i 12 år (1932-1944) på Kommunehospitalet i København.
Senere blev hun gårdmandskone og kunstmaler.
Hun blev gift med billedhuggeren Nicolaj Hansen, med hvem hun fik sønnerne Andreas og Lasse. Hun blev skilt i 1943 og flyttede fra København til Ollerup med sine to børn, Andreas og Lasse.
Her blev hun i 1947 gift med landmanden Jens Naschou. De flyttede til Gammelgaard i Øster Hæsinge i nærheden af Faaborg og fik en søn sammen, Hans.
I Øster Hæsinge begyndte Eva i slutningen af 1950erne igen at tegne og nu også at male, og som autodidakt kunstner udviklede hun et originalt værk med sine stemningsskabende billeder. Hendes motiver er inspireret af naturen og udført i en delvis abstrakt stil.
Hun debuterede med en udstilling i 1962, og havde flere udstillinger, både i Odense og København.
I 1953 fik sønnerne Andreas og Lasse polio. Samtidig lå Hans syg med meningitis. Alle overlevede, men Lasse blev ramt af polioen i meget alvorlig grad og blev fuldstændig lammet. Han fik dog efterhånden en vis førlighed i hals og arme, men sad resten af sit liv i kørestol. Han døde i 1969, kun 26 år gammel. Han nåede inden da at udvikle sig som kunstmaler og havde udstillinger sammen med sin mor.
Avisartikler om Eva Naschou
→ Se avisartikler om Eva Naschou (PDF dokument)
Faaborg Avis den 10. maj 1962:
Jeg blev saa let inspireret naar jeg gik i naturen, men der var altid andet at lave
Vingerne bar ved ophængningen i Odense efter 30 aar som husmoder, men trangen til at udtrykke sig med penslen har ogsaa ligget latent hos malerinden Eva Naschou, fra hun var barn.
I gaar sluttede malerinden Eva Naschou, landhusmoder fra Øster Hæsinge, sin første ophængning, og det var med god samvittighed, hun kunne tage de af sine malerier, der ikke var blevet solgt, med hjem. Anmeldelserne havde været optimistiske, vejledende i deres dom.
For tre aar siden begyndte Eva Naschou pludselig at male, efter at hun i 30 aar ikke havde rørt en pensel. I begyndelsen satte hun et skærmbrædt om stafeliet, men debutophængningen var der ingen grund til at skamme sig over.
Og saa er det faktisk, som kritikerne i deres bedømmelser rammer netop det, som jeg selv har indset er forkert eller det, der kunne være anderledes. Jeg er netop søgende og har saaledes ikke en fast form, saaledes at man vil kunne sige, at »det billede har hun malet«. Hver enkelt motiv griber mig saa meget, at jeg eksperimenterer i det uendelige for at finde frem til netop det, som det umiddelbare indtryk skaber, og give det helt rigtigt udtryk. Og det er rigtigt, at mine farver ofte er for blege, og at sammensætningerne ikke altid er saa karakteristiske, som de burde være. Man har flere gange baade raadet og fraraadet mig til at tage undervisning i egentlig teknik, og i det sidste tilfælde har vedkommende motiveret det ud fra den kendsgerning, at en medfødt farvesans vil blive ødelagt.
Jeg har ikke sat mig tilrette paa udstillingen, tværtimod! Men det har været et rygstød for mig at faa malerierne ud af huset og faa placeret dem i andre omgivelser, i andre lokaler, hvor jeg kan komme paa den rigtige afstand og have den rette belysning til at studere dem i, siger Eva Naschou.
Eva Naschou er datter af provst Clausen, Ollerup. Fra hun var ganske lille, interesserede hun sig for at tegne og male, og som ung læste hun, hvad hun kunne konsumere af kunstbøger. Den medfødte interesse for kunst kan spores tilbage til morfaderen, der fik sin uddannelse på akademiet for senere at dyrke malerkunsten ved siden af sin stilling som officer. Hans datter Ingeborg blev en habil malerinde, der gennem en lang aarrække udstillede paa Charlottenborg, og det var saaledes ikke mærkeligt, at den unge Eva’s tanker og ideer altid kredsede om kunst. Hun har villet være arkitekt, pianist og billedhugger, men blev fysioterapeut.”
Fyens Stiftstidende den 17. oktober 1969
“Udstillingen, der åbner i dag i SAKs udstillingsbygning i Vestergade i Svendborg, skulle oprindelig have heddet “De tre, måske fire” – med hentydning til titlen på en af tredivernes danske film – men i sidste øjeblik kom yderligere et par kunstnere til, og da man så stod i den situation, at navnet skulle være noget med seks, undlod man helt at kalde udstillingen noget for ikke at give anledning til misforståelser …
Det er en pæn og stilfærdig buket af seks sydfynske malere, man her har samlet sammen, Eva Naschau, Ollerup, Ole Bjørnild, Ulbølle, C. A. Jørgensen-Vindeby, Vindeby, Bjarne Saabye, Svendborg, Johny Saabye Jørgensen, Svendborg, og Otto von Milllen, Troense.
Når vi først hæfter os ved Eva Naschau, skyldes det ikke blot almindelig høflighed overfor det svage køn, men også den omstændighed, at hun er en af de kunstnere, der står stærkest på udstillingen. Hun maler store, groft skitserede figurer i landskaber – i arbejde med frugtplukning, garnbødning, bjærgning at neg på marken. Farverne er stærke, men hun er en sikker kolorist, og derfor holdes den kompositionelle balance.”
Langelands Folkeblad den 8. oktober 1970:
Digterkunst og malerkunst ligger meget nær hinanden
“Det var dejligt at se med hvilken interesse de mange intereserede, der var mødt i Langelands Kunstforening, fulgte malerinden Eva Naschous forklaring på sine værker.”
“Det var kunstforeningens første møde i denne sæson, og efter at formanden, direktør Helmer Fogedgård, havde budt velkommen, så man som nævnt på malerier af malerinden Eva Naschou. Desværre havde malerinden ikke så mange billeder med, fordi hun i øjeblikket har billeder udlånt til skoler i Jylland, og hun har billeder med på forskellige udstillinger. Men de bilileder, der var, var interessante at studere, og man kunne lære meget af den forklaring, som Eva Naschou kom med under fremvisnigen.
Alle billederne var malet i olie og var en blanding af naturalisme og abstraktion, og de var alle af nyere dato.
Især i de nyeste billeder kan man se, hvorledes malerinden tager hele farveskalaen i brug, og de kraftige farver er ofte meget fremtrædende. Over mange af billederne er der noget drømmeagtigt, og selv om hvert enkelt billede har et navn, understregede Eva Naschou, at det er op til den enkelte, hvad vedkommende forstår ved billedet, men hun arbejder henimod, at det enke1te billede ligefrem skal “give” et lille billeddigt. At hun selv “giver” alt, hvad hun har i sig, når hun maler, var meget tydeligt, ligesom det var tydeligt at hun ikke maler efter model, men efter en eller anden oplevelse – for det meste fra naturen.
I øvrigt sagde Eva Naschou, at hun mener, malerkunst og digterkunst har uendelig meget at gøre med hinanden. Videre sagde hun, at hvert menneske har deres oplevelser inde i sig selv, og det er derfor meget naturligt, at billedrne ikke kan blive ens.
– Når jeg maler, så går det som oftest meget hurtigt, somme tider kan jeg male op til flere på een eftermiddag, sagde fru Naschou. Det er ikke altid, billederne er lige vellykkede, og der vil jeg egentlig gerne give det råd, at man ikke skal prøve på at gøre det bedre ved f. eks. at sætte nogle flere farver på. Hvis man maler over og over, vil man ende med at se resultatet som et rædselsfuldt stykke arbejde, der ligeså godt kan kasseres.
Det er heller ikke hver dag, man har inspirationen over sig fra morgenstunden, men for det meste går jeg alligevel i gang, og når der er gået et stykke tid, er den der lige pludselig, slutter fruen.”
Svendborg Avis 25. september 1965:
Smukt, stærkt særpræget kunstnerhjem i Ollerup
Fire generationer af kunstnere er fulgt efter hinanden i huset, der nu beboes af familien Naschou
På Bakkevej i Ollerup er der i løbet af det sidste år på en dobbeltgrund opført en anselig bygning, der er indrettet som et rigtigt udpræget kunstnerhjem.
Her har malerinden fru Eva Naschou slået sig ned med sin mand og to sønner.
Der er ved husets indretning anvendt megen fantasi og opfindsomhed, og det synes i et og alt at egne sig fortrinligt til sit formål at være bolig for en familie, for hvem kunst er en vigtig del af hverdagen.
Pladsen er udmærket valgt. Huset ligger ret højt med udsigt mod vest og nord, og fra vinduerne mod øst på husets bagside ser man ud over det rolige terræn, der udgøres af lærerskolens mark og have.
Udvendigt falder bygningen i tre afdelinger: en midterføj med en lang række tætsiddende vinduer, mod nord en fremspringende ret lukket carport, hvor der også er hovedindgang, og mod syd atelierbygningen, der ligeledes er fremspringende i forhold til hovedfløens facade.
Huset er omgivet af en stor åben plads, hvor man er i færd med at anlægge have med en vidtstrakt græsplæne. Det skal nok blive et anlæg, der tiltrækker sig opmærksomhed.
En stor del af arbejdet med husets opførelse er udført af familiens medlemmer. Fruen har således selv taget sig af malerarbejdet og for øvrigt også en del af murerarbejdet.
Fantasien har fået lov at boltre sig
En stor, meget lys, lang og smal dagligstue, der strækker sig langs hele hovedfløjens facade og bag en del af atelieret, er det centrale rum i huset. De, der mener, en dagligstue bør være et kvadratisk rum med en sofa langs den ene væg og klaveret langs den anden, må her regividere sin anskuelse.
I stuen her findes mange arkitektoniske overraskelser, en stor muret blomsterkrybbe, der rager langt ind i stuen ved nedgangen til atelieret, i den sydlige ende af stuen, der er indrettet som en særlig hyggekrog, findes en indmuret hyndeklædt bænk og en gammel ærværdig kakkelovn med kobberrør, der har stået i fruens barndomshjem, den i 1932 nedbrændte Ollerup præstegård.
Stuens udsmykning er helt igennem kunstnerisk præget. Der findes en række af fruens billeder, og på væggene og på gulvet en del ryatæpper, som fruen er spicialist i at komponere og fremstille. I et hjørne hænger et dejligt venetiansk spejl, og der ses mange skønne og interessante enkeltgenstand.
Fra stuen er der adgang til atelieret, et hyggeligt og lyst rum med en morsom kamin og med fruens billeder stående og hængende overalt.
Bag stuen findes et helt moderne køkken med masser af skabsplads samlet tæt omkring det lille område, hvor køkkenarbejdet skal foregå. Her bliver der for husmoderen ingen anledning til at tage overflødige skridt.
Umiddelbart op til køkkenet findes spisepladsen, der mo nord går over i en lang gang, som strækker sig gennem hele huset, og hvorfra der er adgang til soveværelserne.
[“Danskerne er alt for bange for at bruge stærke farver, siger fru Eva Naschou, der skal undervise i LOF, Svendborg, i den kommende vintersæson.”]
Helt mod nord fører herfra en dør ind til entreen, der har murstensgulv, og som i stil falder sammen med det øvrige interriør.
De enkelte rum i opholdsafdelingen er ikke adskilt ved døre, som vi er vant til det. Man får indtryk af at færde i et stort rum med mange sideafdelinger.
Alle vegne ses kunstgenstande, også billeder af fru Naschous mor, afdøde provstinde Inger Clausen, Ollerup. Det falder derfor naturligt til fruen at bemærke:
– Evnen til kunstnerisk produktion er altså arvelig?
– Det må den vel være, svarer fruen. Min mor havde evnen, hendes far var en anerkendt kunstmaler, og min søn Lasse er også begyndt at male og synes at have gode evner. Det bliver altså fire generationer, hvor evnen har vist sig.
Det må den vel være, svarer fruen. Min mor havde evnen, hendes far var en anerkendt kunstmaler, og min søn Lasse er også begyndt at male og synes at have gode evner. Det bliver altså fire generationer, hvor evnen har vist sig.
Begyndte som billedhugger
– Hvilken kunstnerisk uddannelse har De fået?
– Som ung pige var det min plan at få en uddannelse som billedhugger. Og jeg gik på tegneskole i København. Men det hele blev ikke til noget dengang. Jeg blev gift og lagde kunsten på hylden.
Det er først i de senere år jeg igen har taget fat, og så blev det maleriet, der optog min interesse. Men stort set må det altså siges, at jeg er selvoplært og bygger på egne erfaringer.
– I deres malemåde nærmer De Dem undertiden den abstrakte kunstform?
– Farverne og deres samspil er i hvert fald vigtige problemer for mig, når jeg maler, også formerne og rytmen. Men jeg har hidtil ikke helt turdet slippe naturmotiverne som forbilleder.
– Hvad forestiller f.eks. det billede der?
– Kan De ikke se det? – Se nu lidt på det, så kommer det nok.
– Høns?
– Ja, rigtigt. Der er da lidt tilbage, der minder om rigtig levende høns, slev om farverne og deres harmoni var det vigtigste for mig, da jeg malede det.
Lasse derimod maler rent abstrakt og interesserer sig kun for farver og former.
Rya-tæpperne er en efterligning af dyreskind
– Deres kunstneriske skaben kommer også til udtryk i de rya-tæpper De komponerer og fremstiller?
– I og for sig betragter jeg rya-tæpperne og maleriet som to sider af samme sag. Det kan sådan set være ret ligegyldigt enten man arbejder med flydende farver på et kærred eller med farvede garner på et stykke hessian. Det er i begge tilfælde farvernes samspil, det drejer sig om.
– De hænger rya-tæpper op på væggene?
– Det egner de sig udmærket til, og de passer endda udmærket til vore vægge, hvor murstenene mange steder ikke er dække af puds.
– Udtrykket “rya-tæpper” lyder svensk?
– Ja, og det stammer nok fra Finland. Rya-tæpperne er oprindelig en finsk efterligning af de skind, fåreskind og måske bjørneskind, der i fordums tid anvendtes som sengetøj eller som beskyttelse mod kulden ved skædekørsel om vinteren.
Finnernes form for rya-syning er som det, De ser der, med tråde af forskellig tykkelse og af forskellig materiale strikkegarn og vævegarn imellem hinanden og med tråde af forskellig længde. Derved får tæppet det karater af dyreskind, der er karakteristisk.
– Og farverne?
– Ja, de er afstemt efter hinanden, og det er dem, der giver hvert tæppe sin særlige karakter.
– Har De en tegning af gå frem efter?
– Det er helt nødvendigt at ridse en tegning op, før man begynder på et rya-tæppe, ligesom man i forvejen må have lagt en plan for de farver, der skal indgå i sammensætningen og her må man tilstræbe en vis ligevægt eller harmoni. At man så under arbejdet modtager nye impulser angående enkeltheder i farvesammensætningen er kun naturligt.
Det kan læres
– Kan man lære at sætte farver sammen, eller er evnen hertil noget medfødt?
– Vist kan man lære det. Men selvfølgelig kommer man længst, hvis man har visse medfødte evner at bygge på.
Vi danske er for øvrigt bange for stærke farver. Alt skal helst være gråt i gråt. Her kan vi lære noget af de primitive folkeslag og af folk i de sydlige lande, der elsker stærke farver.
– Anvender man altid non-figurative tegninger til rya-tæpper?
– Der findes eksempler på tæpper med naturalistiske motiver. Men de forekommer mig ikke heldige.
– Er det en dyr hobby at lave rya-tæpper?
– Materialerne til et vægtæppe på 120 cm gange 85 cm kommer på ca. 40 kroner. Skal det være et tæppe til at ligge på gulvet i tilsvarende størrelse, bliver det noget dyrere, fordi trådene så skal være sværere og knytningen tættere.
– De skal undervise på L.O.F.s aftenskole i Svendborg i fremstilling af rya-tæpper og i farvesammensætning?
– Ja, og det har glædet mig, at der har vist sig stor interesse for denne undervisning.
J.C.D.
→ Se avisartikler om Eva Naschou (PDF dokument)