Om Lasse Hansen

Lasse Hansen blev født i 1943 og døde i 1969, kun 26 år gammel. Han var søn af Eva Naschou og Nikolaj Hansen.

I 1953 blev Lasse ramt af polio i meget svær grad og måtte resten af sit liv benytte kørestol. Han opnåede dog efterhånden delvis førlighed i sine hænder og underarme.

Under et ophold på Egmont Højskolen i 1963 blev hans interesse for kunst vakt, og han gik i gang med at udtrykke sig i et abstrakt maleri med inspiration fra blandt andre Cobra og Marc Chagall.

Hans billeder med kraftige farver i en spontan teknik kan virke ret fantastiske, foruroligende og eventyrlige. Han arbejdede også med akvarel og grafik.

Lasse udstillede – første gang i 1966 – og fik fine anmeldelser. Lasse var højt begavet og engagerede sig aktivt i mange af tidens problemer.


→ Se Lasse Hansens malerier

Ekstra Bladet den 26. januar 1968:
24-årig polioramt har skabt røre i den fynske kunstverden
“Lasse Hansen er født 1943 på det frodige Fyn, hvis bløde afrundede landskab har været inspirator for hans familie af malere og billedhuggere flere slægtled tilbage.”

En maler af det stof som drømme gøres af
Mindeudstiling for maleren Lasse Hansen på Kerteminde Toldbod
Af Marianne Kjær

“Man taler tit om en kunstners håndelag, heldige hånd, osv., men når man stifter bekendtskab med den nu afdøde unge Ollerup-maler Lasse Hansens intense billeder, skabt af en svag hånd, hvis ejermand tilbragte hele sit polioramte liv i en rullestol, forstår man pludselig, hvad det er der skaber en kunstner, hæver ham over den tekniske ferme håndværker, giver den skaberevne og fantasi, der gør udødelig.
Kunstneren skaber ikke med “håndelaget” men med “baghovedet”, der hvor drømmene, den eneste værdi, som ikke kan tages fra os, sidder.
Lasse Hansen blev 25 år, men skabte på fire år, hvad mange kolleger udi malerkunst tager det meste af livet om, for så tit at tabe “det forunderlige” på gulvet de sidste år, som en gammel variete-stjerne, der ikke kan holde op, medens legen er god, og den kunstneriske nerve er til stede.”


→ Se avisudklip om Lasse Hansen (PDF-dokument)

→ Se avisudklip om Eva Naschou og Lasse Hansen (PDF-dokument)

→ Se Lasse Hansens malerier

Scroll to Top