Nyt fra Familiemalerier.dk

Nyhedsbrev nr 2 – marts 2024

Kære alle

Arbejdet med at etablere det digitale galleri ”www.Familiemalerier.dk” er nu nået så langt, at det er muligt at besøge den foreløbige udgave af galleriet.

Leif Aidt og Erik Balslev-Clausen har indsamlet fotos af malerier med det resultat, at der nu foreligger et par hundrede billeder tilsammen fra de fire malere. I første omgang fra de egentlige uddannede kunstmalere Jacob Frederik Brandt og hans datter Ingeborg Clausen. I anden omgang tillige fra Ingeborg Clausens datter Eva Naschou og hendes søn Lasse Hansen, som begge var mere autodidakte.

Alt i alt er der tale om fire generationer af billedkunstnere, som hen over et århundrede repræsenterer forskellige tilgange til kunstens verden og dermed også til skildringen af en folkelig kultur og lokalhistorie med udgangspunkt i det sydfynske Ollerup.

Formålet med det digitale galleri – med adgang for alle interesserede – er, inden det er for sent at samle dokumentation af de fire generationers arbejde.

Der skal derfor igen lyde en opfordring til alle, som har mulighed for det, til at indrapportere billeder, malerier, akvareller, tegninger, træskærerarbejder eller andet fra de fire billedkunstnere, så Familiemalerier.dk kan blive en så omfattende dokumentation som muligt.

Fremgangsmåden er ganske enkel: Tag et digitalt billede af den pågældende genstand med dit kamera eller mobiltelefon og send det som vedhæftet fil til os. De relevante kontaktoplysninger findes i forbindelse med galleriet Familiemalerier.dk.

Vi er også vidende om, at der har foreligget et stort antal skitsebøger efter Jacob Frederik Brandt og akvarelsamlinger efter Ingeborg Clausen. Dem vil vi hermed efterlyse, så de kan blive registreret.

Send også gerne relevante fotos eller oplysninger.

Der er her anledning til at rette en tak til alle, der allerede har bidraget til galleriet.

Nævnes skal Hans Naschou, som foruden at bidrage med malerier tillige har bidraget med interessante fotos fra Ollerup præstegård og villaen Mon Abri, som nu kan ses i forbindelse med det digitale galleri.

Tillige skal det nævnes, at der er Mik Aidt, som har taget sig af det store arbejde at etablere hjemmesiden www.Familiemalerier.dk samt at opbygge et digitale galleri med de mangfoldige enkeltbilleder.

Arbejdsgruppen bag det digitale galleri er fortsat:
Mik Aidt, Leif Aidt og Erik Balslev-Clausen

Oberstløjtnant, kunstmaler Jacob Frederik Brandt i sit atelier i villaen Mon Abri i Hellerup
(foto indsendt af Hans Naschou).

Vi forsøger at holde omkostningerne så lavt som muligt, men nogle udgifter kan vi ikke komme udenom. Arbejdsgruppen vil på et senere tidspunkt gøre rede for økonomien og opfordre alle til at bidrage med, hvad der sikkert vil blive et beskedent beløb.

Vi har oprettet en konto til Familiemalerier.dk i Arbejdernes Landsbank, Ndr. Frihavnsgade Afd. På Østerbro I København, hvortil beløb allerede nu kan indbetales.

Regnr.   5379
Konto:   53790417882

For indbetalinger fra udlandet:

IBAN nr.:          DK3853790000417882
SWIFT adr.:      ALBADKKK

Vores håb er, at I vil bakke op om projektet ved at indsende billedmateriale, og at det må blive til glæde og fornøjelse for så mange som muligt i og uden for familiens kreds.

Med kærlig hilsen
Mik      Leif      Erik

Familiemalerier.dk

Koordinator: Erik Balslev-Clausen, Nivå
Email: familiemalerier@gmail.dk

Scroll to Top